Jesper Dannows takketale

Ved uddelingen af Teksterprisen d. 3/10 2013.

 

Hvis det her havde været i Vestjylland, hvor jeg nu slår mine folder, havde jeg sagt: “Tak. Man gør jo, hvad man kan”, og være gået ned igen. Men så let slipper I ikke.

Jeg vil ikke desto mindre indlede med en tak. Eller et par stykker.

Så altså: Tak.

Tak til FBO, som ud over at have indstiftet denne herligt betitlede pris, har arbejdet ihærdigt for at få lidt styr på dette Klondyke af en branche, hvor tekstere i al for høj grad har fungeret – og i et vist omfang fortsat gør det – som daglejere med arbejds- og lønvilkår, der alt for sjældent modsvarer betydningen af vores arbejde.

Tak til den ukendte nominator, som overhovedet kom på at foreslå mig. Alene nomineringen og begrundelsen kan jo give en voksen mand fugtige øjenkroge.

Og tak til komiteen, som endte med at pege på undertegnede som prismodtager – ud af et felt, hvor samtlige umiddelbart synes at være værdige modtagere. Det er stort at blive hædret af kolleger, som jeg værdsætter. Og stort at stå her som prismodtager. Og det giver mig samtidig en følelse af ydmyghed.

Jeg tænker, at jeg måske med en vis ret kunne være blevet hædret for lang og forholdsvis tro tjeneste.

Jeg er på sin vis et levende fossil i denne unge branche, men står jo ikke desto mindre på skuldrene af tekstere, der har defineret standarderne for god tekstning. Det er en teksterlegende som Peter Nørgaard, der jo desværre ikke er blandt os mere, men som fik sat sit afgørende præg på dansk tekstningstradition. Det er en Niels Søndergaard, der heldigvis stadig er aktiv – og som jo oven i købet har beriget branchen med sit velskabte TitleVision-system. Og det er en Ib Lindberg, som blev min personlige læremester. Jeg har lært meget af andre også, men især de tre udgør mit faglige fundament.

Fossil, sagde jeg før … og kunne godt mærke vantroen brede sig. Men ja. Det er sandt. I forgårs fejrede TV2 25 års fødselsdag … Og jeg var med, da de begyndte at sende. Jeg var faktisk med før det. Men jeg må hellere begynde fra begyndelsen:

I virkeligheden er det jo Sørens skyld, det hele. Søren Schou, der nu gør sig som designer i Canada. Søren undslap kort sagt i tide. Men inden da trådte han og jeg vores teksterbabysko sammen i et godt og – muntert, tør jeg godt sige – partnerskab.

Nå, det hele kom sig af, at Søren havde en onkel – en vis Ib Lindberg – som havde et lille firma, der manglede en indskriver … Firmaet hed Dansk Video Tekst, blandt nogle kaldet Dansk Weekendtekst, fordi alle havde arbejde ved siden af – og som holdt til i et kosteskab hos Teknisk Film Laboratorium på Nyvej.

Efter i noget tid at have overført de garvede teksteres maskinskrevne ord til firmaets Computxt-system, fik jeg lov til selv at prøve at kreere tekster. Og – formentlig fordi Ib manglede folk – fik jeg lov at fortsætte. Jeg avancerede efterhånden til såkaldt “vicesherif” … med adkomst til at lege sherif i stedet for sheriffen, indtil denne typisk nåede frem til kosteskabet et godt stykke op ad dagen.

Det var ofte i forbindelse med, at der skulle kodes. Dengang bestod Dansk Video Tekst som sagt fysisk af ét styk kosteskab, en VHS-afspiller og førnævnte CompuTxt-system, som var State of The Art inden for tv-tekstning. Ét karakteristika ved systemet var dog, at når man skulle kode en film, var det fra ende til anden. Uden stop. Stoppede man, røg alle tiderne ud i elsystemet (det var før, der var noget, der hed cyberspace).

Så kodning foregik ved, at man satte sig – efter at have tisset af – med svedperlende fingre på knapperne – mens Ib satte sig ved siden af med cerut og notesblok. Og så gik det løs. Undervejs sad sheriffen så og noterede, om han havde spottet en lille forsinkelse her eller der. Ved vejs ende – og der kunne være langt – blev det hele recuttet og justeret på baggrund af notesblokken … Og så sad det lige i skabet. Eller ikke. Jeg har aldrig siden turdet se efter.

Det var derfor et stort fremskridt, da TV2 kom på banen, og vi sammen med Harry og Tove på Videocentralen skulle levere tekstede mastere til Odense.

Der fik vi den store Screen CGM200, som ud over at have disketter på størrelse med EP-plader, kunne gemme hele otte tekster ad gangen. Og lave en rigtig DR-skrifttype. Og vi udvidede lokalerne med et kosteskab til. Vi var på banen.

Siden eksploderede det med TV3 og TV1000, og vi måtte lave en filial, som hurtigt blev større end hovedkvarteret og vrimlede med unge, uprøvede – men ikke sjældent talentfulde – folk, hvoraf ganske mange siden er blevet profiler i branchen.

Der var pionérånd for alle de få penge. Ikke alt, der blev frembragt, tåler formentlig genudsendelse, men vi løftede en omfattende opgave. Og vi havde det sjovt imens. Sådan husker jeg det i hvert fald.

I den forbindelse vil jeg da ikke undlade at bryste mig af én ting. Det var nemlig på undertegnedes gentagne opfordringer, at Ib – med venlig tilladelse af Peter Nørgaard til frit at planke eksempler – kreerede sin berømte manual til vores mange nye folk. Og den er jo siden blevet en slags tekstningens Gamle Testamente.

Jeg havde i det hele taget fundet mig en lille plads i solen, syntes jeg.

Og UIP henvendte sig – efter et tip fra Niels Søndergaard – fordi de manglede en frisk tekster efter Kim Schumachers alt for tidlige bortgang. Så jeg fik chancen med biograffilm også. Vi skulle dog lige afstemme forventningerne.

Jeg blev således bedt om, at hvis dialogen i en film var småkedelig … kunne jeg så ikke lige peppe den lidt op, som Kim havde gjort? Jeg tror, jeg skuffede dem ved at fastholde, at jeg generelt var tilhænger af at forholde mig nogenlunde loyalt mod forlægget. Men de lod mig dog fortsætte.

Jeg blev også beæret, da Henrik Gottlieb – som jo har givet vores fag en akademisk overbygning – spurgte, om han måtte bruge min tekstning af ‘Chinatown’ til sit speciale om tekstning. Det viste sig efterfølgende, at det var som eksempler på, hvad man ikke skal gøre.

Så kom jeg ned på jorden igen.

Ib og jeg var enige om meget, men ikke alt. Og det var måske meget godt. For ellers var Subline næppe opstået.

Jeg kunne tale henført og længe om Subline og de oplevelser og erfaringer, det firma – og dets medarbejdere, for et tekstningsfirma er jo ikke andet end sine medarbejdere – har givet mig. Men det vil tendere skjult reklame, så det vil jeg undlade. Firmaet i sin nuværende skikkelse taler fint for sig selv, synes jeg. Men jeg vil dog lige her sende en hilsen og en tak til Jørgen Badstue på TV2, som troede på projekt Subline og blev en kundemæssig fødselshjælper.

Jeg føler mig i det hele taget privilegeret over at have fået mulighed for at prøve så meget inden for denne branche.

Jeg har haft fingrene i stort set alle genrer. Jeps, også ‘naturfilm’, som vi kaldte dem. Der består kunsten nu mest i at kondensere mest muligt, så teksterne ikke dækkede unødigt over de væsentlige dele af billedsiden.

Men også rigtige, klassiske naturfilm. Store, flotte National Geographic-produktioner, som jeg fik lov at lave speakmanuskripter til, og som blev indtalt på det hæderkronede Easy Film, som insisterede på at bruge cremen af danske, helst kongelige, skuespillere som indtalere. Blandt andet en Henning Moritzen – som for god ordens skyld havde lært sit speakmanuskript udenad. Der blev jeg benovet.

Nu står jeg her og taler og taler. Men jeg er egentlig ikke så meget for al denne opmærksomhed. Jeg havde faktisk overvejet at melde mig “bortrejst på dagen” – men indså, at det var jeg jo sådan set i forvejen nødt til at være for at overhovedet at kunne møde op her.

Men måske skyldes det alt sammen, at vi i vores branche er lidt uvante med opmærksomhed. Vi er jo på sin vis en usynlig hær. Og det er selvfølgelig også derfor, vi er nødt til at fejre os selv – i dette tilfælde altså personificeret ved undertegnede – når ingen andre nu gør det.

Og vi er jo et halvforkætret folkefærd.

Kender I det der med at sidde ved en festlig sammenkomst og i et letsindigt øjeblik afsløre, at man er tekster? Der er altid nogle til stede, som kan berette om de horrible tekstninger, de har set på en eller anden kanal. Så man lærer at gå stille med dørene.

Det hænder selvfølgelig også, at folk finder det interessant.

Da jeg tekstede biograffilm, var det hyppigste spørgsmål: “Ser du så filmene før alle andre?” “Tjo … Det er jeg jo sådan set nødt til.” Det spørgsmål får biograftekstere næppe mere, med nutidens download-muligheder.

Et andet typisk spørgsmål er: “Nå? Så skal du bare skrive, hvad de siger?” “Joøh … Det er vel ret beset det, det handler om.” Og er man blevet kæk nok, kaster man sig måske ud i de finere detaljer om, hvorfor det ikke er helt så enkelt, som nogle måske tror … Indtil man sidder alene tilbage med en halv, doven Tuborg.

Men tekstning er noget særligt, som man kan fable længe om. Tekstning adskiller sig fra alle andre former for oversættelse. Det er omsætningen af lydside til billedside. Det stiller særlige krav. Og giver særlige glæder. Det er glæden ved at få puslet noget på plads, og at man kan se det på teksten. Den falder ligesom til ro, hviler i sig selv, grafisk og indholdsmæssigt. Eller glæden ved at finde det rigtige ord blandt en bunke af synonymer. For oversættelse og tekstning er jo ikke eksakte videnskaber. Der er ingen egentlig facitliste. At vi så alle sammen ind imellem begår gedigne bommerter, er en anden historie. Og så er vi tilbage ved, hvorfor man ikke nødvendigvis skal prale af at være tekster ude blandt folk.

Der er næppe nogen grund til at tale længe om tekstning i netop dette forum. Men en af mine kæpheste er, at vi tekstere har et kolossalt ansvar. Et ansvar over for seerne og deres oplevelse. For at give folk godt sprog i dette det mest læste skriftlige medie af alle. Og faktisk også et ansvar over for de manuskriptforfattere, der har kæmpet med at få deres replikker til at lyde helt rigtigt.

Tekster skal kunne tåle at blive læst højt. Fungere som replikker. Fungere på alle måder. Også netop ved at binde lyd og billede sammen – og samtidig forblive så tilpas usynlig, at seerne bare synes, de forstod alt, hvad der blev sagt, helt af sig selv.

Tekstning er et énmands-job … Jovist. Og så alligevel slet ikke.

Jeg har aldrig oplevet, at en af mine tekstninger ikke er blevet mindst 5-10% bedre af en god kontrolkørsel – og korrekturlæsning. For slet ikke at tale om sparringen med gode kolleger undervejs i processen.

Og det er måske mit største privilegium: At have fået mulighed for at lære så mange gode kolleger, og skæve personligheder, at kende. Altså ikke ‘skæve’ i ordets euforiserende betydning – og da slet ikke den yngre generation, som forekommer mig ofte at have en meget struktureret livsførelse med faste arbejdstider – og måske pensionsopsparing.

Men tekstere er ofte et herligt alvidende og ikke mindst musisk folkefærd, som kan banke de fleste i Trivial Pursuit, samtidig med at de synger trestemmigt eller spiller banjo, hvis det skal være.

Mange tekstere er halvstuderede røvere – jeg selv indbefattet.

Og min erfaring siger mig, at selv om vi i tidens løb inden for branchen har taget tilløb til en mere formel uddannelse, er det i hvert fald ikke nødvendigvis klassiske akademiske kvalifikationer, der skaber beåndede tekstere.

Men vi er et sammenrend af folk med alle mulige baggrunde, der er havnet i samme både ud fra en eller anden besynderlig kærlighed til – og interesse for – at sidde og hitte på de der ord i lakridsbåndene nederst på skærmen.

Denne bizarre interesse giver os et særligt fællesskab. Og en ofte givende samhørighed, synes jeg. Man vælger jo ikke tekstning som fag på grund af lønnen eller avancementsmulighederne.

Så jeg vil gerne benytte lejligheden til at hylde faget, branchen … og alle jer dygtige kolleger, der brænder for det, I laver.

Det gør jeg stadigvæk. For nok er jeg på sin vis et fossil … Men ikke helt forstenet.