Undertekstning er oversættelsesdisciplinernes svar på hækkeløb og i det hele taget lidt af en ekstremsport. Ud over at underteksterne jo skal oversætte det, der bliver sagt i filmen/programmet, endda lige på den måde, det bliver sagt på, er der en hel del andre forhindringer, som underteksteren med ynde og behændighed skal bevæge sig hen over.

Forkortelserne

En helt væsentlig ting, der adskiller undertekstning fra andre former for oversættelse, er vores brug af kondensering. Vi (altså dem i filmen) taler nemlig meget hurtigere, end vi (altså læserne af underteksterne) kan nå at læse, og i øvrigt som regel rygende ugrammatisk og talesprogs-ukorrekt. Samtidig er vi underlagt en hel del forskrifter (se nedenfor), der gør, at vi ikke kan skrive uendeligt mange ord i en undertekst. En stor del af undertekstning består altså i at komprimere og omformulere talen til tekst, man kan – og kan nå at – læse.

Og sådan kan, og skal, “Watch out for the giant killer squid with the horrible-looking antennae! It’s coming, goddammit!” blive til “Pas på dræberblæksprutten, for fanden!” eller måske endda bare “Pas på, for fanden!”. Kunsten er at finde en formulering, som gengiver både indholdet og sprogtonen, men som er kort nok til, at seeren kan nå at læse den og samtidig følge med i det, der sker på skærmen.

Forskrifterne

Forskrifterne for underteksterne er bestemt af den danske tekstningstradition. Vi har i Danmark en særlig måde, vi laver undertekster på, som de danske seere er vant til, og som i høj grad deles af alle de store aktører på det danske marked. Andre forskrifter er bestemt af den enkelte kunde, og er ofte afhængige af helt tekniske ting. For eksempel kan DR maksimalt afvikle 37 anslag pr. linje, mens TV 2 har plads til lidt flere. Systemerne kan ikke afvikle euro-tegnet, mens £ og $ sagtens kan vises – medmindre det er ttv-tekster. Og så videre.

De vigtigste forskrifter drejer sig om tid- og pladsbegrænsninger. Tiden vil sige den læsehastighed, der kræves af seeren, altså hvor længe en undertekst af et vist omfang skal stå på skærmen, for at den kan nå at blive læst. Vi opererer med en eksponeringstid på et sekund pr. 10-12 anslag. En fuld “dobbeltdækker”, altså en tolinjers tekst, der er fyldt helt ud, bør stå i fem-seks sekunder, og en helt kort tekst ikke mindre end to sekunder. Hvis der bliver snakket i almindeligt livligt taletempo, betyder det, at vi må kondensere langt over halvdelen af de talte ord ud, som beskrevet ovenfor. Og selvfølgelig uden at det bliver påfaldende.

Pladsbegrænsningerne består i, at vi i Danmark opererer med 37-39 anslag pr. linje (afhængigt af kunden) og to linjer pr. undertekst. Vi har kun én taler pr. linje, markerer dialog med dialogstreger i starten af linjerne og fortsatte undertekster med fortsættelsesstreger i hhv. slut og start. Alle sætninger tilrettelægges sprogligt logisk med afsluttede sætninger eller grammatisk naturlige opdelinger – noget, der sjældent kendetegner talesprog og ofte kræver en omformulering af forlægget.

Det foreskrives også, at underteksterne skal følge replikkerne og klippene. Vi koder, hvornår underteksterne kommer på og af igen med et billedes (en 25.-dels sekunds) nøjagtighed, og lader der være fire billeder mellem hver undertekst, så man kan nå at opfatte, at underteksterne skifter. En let forskudt tekstning er både irriterende og forvirrende, især hvis man helt eller delvis forstår kildesproget, så vi sørger for, at underteksterne kommer på, når der bliver talt (eller på et klip, hvis der er et klip meget tæt på), og kommer af igen, når der ikke bliver talt mere. Er taleren Søren Ryge, som mediterer over et æbletræ, bestræber vi os på at lade teksterne glide roligt over skærmen. Er programmet hæsblæsende action, holder teksterne typisk et lidt højere tempo i takt med de mange klip. Underteksterne skal i det hele taget i både opdeling og placering respektere instruktørens, fotografens og klipperens arbejde. På lydsiden i form af taletempo, pauser, underlægningsmusik og lydeffekter, og på billedsiden i form af klip og kameraføring. Undertekster skal samarbejde med programmet, ikke modarbejde det.

Endelig kræver vores kunder – og vi er rørende enige med dem – at underteksterne skal følge den gældende retskrivning. Vi er fuldt bevidste om vores ansvar som sprogformidlere, og vi sætter en stor ære i, at vores undertekster skrives på et formfuldendt og korrekt dansk. Selvfølgelig medmindre det er en pointe, at den taler i film snakke gebrokkent, for eksempel. Men så øges eksponeringstiden, så underteksten stadig er læsbar.

Forholdene

Der er også nogle helt praktiske forhold, der spiller ind, hvis man ikke skulle synes, at ovenstående er benspænd nok i jagten på den fuldendte undertekstning.

Den videofil, vi tekster efter, er i langt dårligere kvalitet, både lyd- og billedmæssigt, end den, der senere ruller over seernes skærm – og seerne kan som bekendt have svært nok ved at høre, hvad der bliver sagt, selv når det drejer sig om knivskarpe produktioner på modersmålet. Derfor må vi ofte ty til manuskriptet. Det forudsætter for det første, at vi har et sådant, og for det andet at det er korrekt. Men det hænder jo, at de, der har skrevet manuskriptet (som ofte udarbejdes efter indspilningen, et såkaldt post-production script eller dialogliste), heller ikke har kunnet høre, hvad der blev sagt det pågældende sted. Så må vi indkalde skarpørede kolleger, eller der kan være hjælp at hente ved at granske sammenhænge, tonefald og endog ansigtsudtryk (skuespillernes, ikke kollegernes) eller små detaljer i billedet. Og der skal ikke så meget til. En sætning kan lægge glasklart ud for derpå at strande fuldkommen på en enkelt fortalelse, en snublen over ord eller en mundfuld mad. Måske er det kun ét ord, der mangler, men hvis det rummer hele pointen, er man
på spanden.

Men tekstningen afhænger selvfølgelig først og fremmest af, at vi overhovedet har materialet. Forsinkelser, programændringer og travle kunder kan betyde, at deadlines rykkes tættere på, og at vi får materialet senere i hænde end planlagt. Og så får vi travlt, når vi både skal nå at tekste, kontrolkøre og korrekturlæse de undertekster, der – ironisk nok – helst skal løbe over skærmen i al ubemærkethed.

Og så er der selvfølgelig hele humlen ved oversættelse, nemlig overførelsen af mening fra ét sprog til et andet. Læs mere om det under Om nødder, bøffer og andet uspiseligt.