Ud over de mere formmæssige krav, som teksteren skal overholde, består undertekstning jo i at oversætte, altså at overføre mening fra et sprog til et andet. Det er her, den helt store udfordring befinder sig. Ét er at forstå, hvad der bliver sagt, og det kan være svært nok. Noget andet er at gengive det. Og her kan den kritiske seer læne sig tilbage, mens teksterens problemer for alvor begynder. For hvad siger man nu egentlig på dansk?

Teksteren er først og fremmest formidler. Sætninger skal konverteres til et læsbart og læseværdigt dansk. Sætninger, der består af ord og vendinger, som måske slet ikke har en dansk pendant. Eller som omhandler begreber, personer eller institutioner, vi ikke kender herhjemme. Og det skal alt sammen ske, uden at seerne får kaffen galt i halsen og sidder undrende tilbage. Samtidig er teksteren sprogrøgter. Sproget er vores værktøj, og jo større palet man har, des mere nuanceret billede kan man male. Tekstere ved godt, at nudansk kan være en noget anglicistisk affære, men danser en linedans mellem konservatisme, letlæselighed og mundrethed.

Og den rigtig gode tekster er også dramatiker og taler med mange tunger. Man må ikke i sin stræben efter den velformulerede danske gengivelse glemme, at man ret beset skriver replikker. Man skriver, hvad den fremmedsprogede taler ville have sagt, hvis vedkommende talte dansk (og i øvrigt fattede sig i korthed). En simpel sætning som “Where’s my fucking car?” byder på masser af forskellige oversættelsesmuligheder. “Hvor er min bil?”, “Hvor er bilen?”, “Hvor er min bil blevet af?”, “Har du set min bil?”, “Hvor fanden er min bil henne?”, “Hvad fanden har du gjort af min bil?”, “Hvor er min møgspand?” er bare nogle af dem. Hvad der er den bedste afhænger altid af konteksten og af hvem der taler, og de fleste undertekstere sidder og mumler teksterne højt for sig selv for at finde den løsning, der ligger allerbedst i munden. Og så har man også med i baghovedet, at skrevne ord virker en tand stærkere end talte, og man skruer derfor typisk en anelse ned for at ramme tonen rent.

Målgruppen for tv-tekstning er som udgangspunkt meget bred, da den jo i princippet omfatter alle i besiddelse af et fjernsyn (eller en internetadgang). Og selv om programmerne selvfølgelig ofte er rettet mod en bestemt gruppe, skal underteksterne som udgangspunkt kunne forstås af alle. Samtidig har mange danskere et så godt kendskab til engelsk, at vi rammes af “sladreeffekten”, altså at seeren følger med i både originalen og vores oversættelse. Det sætter nogle lidt snævrere rammer for, hvor langt vi kan bevæge os væk fra forlægget. Dette vilkår eksisterer kun for undertekstningsdisciplinen (og til en vis grad for tolkningen) – det er for eksempel de færreste læsere af litterær oversættelse, der sidder og følger med i den originale bog ved siden af.

Nødder

Der er masser af nødder at knække for en tv-tekster, blandt andet fordi man opgavemæssigt kommer vidt omkring. I 2012 tekstede Subline cirka 112.000 minutters skønsom blanding af spillefilm, sitcoms, krimiserier, sæbeoperaer, reality-tv, kortfilm, musik-, natur- og dokumentarprogrammer og så videre. De 112.000 spilleminutter, eller 1867 timer eller knap 78 fulde døgn, indeholdt cirka 1.065.000 undertekster – et gennemsnitligt antal på 9,5 undertekster pr. spilleminut. Det giver de fleste tekstere en højst afvekslende arbejdsuge og stiller et bredt spektrum af krav til teksterens sproglige kunnen.

Det gælder både med hensyn til jargon (hvordan taler en narkogangster? en atomfysiker? en teenager?) og fagsprog (hvad hedder lige dén type muskeldystrofi på dansk? hvad kalder en dansk narkoman “crystal meth”? hvad kalder patologen de lange skuffer, som ligene ligger i i lighuset?), og i høj grad med hensyn til kulturelle begreber, altså ting, som er indlysende for fx en indfødt amerikaner eller brite, men som danskere simpelthen ikke kender til. Det kan være henvisninger til personer fra komedieserier, der engang gik i fjernsynet, til traditioner, historie eller politiske skikkelser, til steder, egne eller befolkningsgrupper, til særlige retter eller slikmærker, eller til helt aktuelle begivenheder og kendte, som ikke har ramt den danske sendeflade. Eller til noget så simpelt som børnesange, klubber og sportsgrene – alt det, en almindelig skoleelev i det pågældende land tager for givet, men som det kan kræve lang tids research at finde frem til som udenforstående.

Og hvad gør man så, når man har fundet ud af, hvad “Swedish fish” er? Oversætter det til “vingummier”? Eller “vingummifisk”, “vingummier af mærket ‘Swedish fish'” eller måske “slik” eller “amerikansk slik”? Det kommer an på den kontekst, det indgår i, hvordan det bliver sagt – og så i øvrigt hvor meget der er tid og plads til at skrive i den pågældende undertekst.

I 80’erne var der i Danmark større tradition for det, vi i dag kalder “at lave en Allan Simonsen”, altså når man oversætter “Babe Ruth” (stor amerikansk baseballspiller i 20’erne) til “Allan Simonsen” (dansk fodboldspiller på landsholdet i 80’erne). Denne type grov domesticering er vi stort set gået bort fra i dag i erkendelse af, at vores publikum er helt med på, at Allan Simonsen aldrig lavede 60 home runs på et år, og måske også kender nok til amerikansk populærkultur til at kunne placere Babe Ruth. Men i nogle tilfælde kan det nu godt fungere glimrende at oversætte et fremmed begreb med et dansk tilsvarende.

Bøffer

Begrebets etymologi er uklar, men “en bøf” betegner det fænomen, at teksteren mere eller mindre totalt har misforstået, hvad der bliver sagt. At der bliver tale om en bøf kræver som regel, at misforståelsen bliver opdaget – og det gør den typisk af en skarp seer. Bøffer kan være ganske underholdende, men en enkelt af slagsen har det med at overskygge ti geniale løsninger og bringe hele tekstningen i miskredit.

Ligesom slåfejl kan bøffer være svært iøjnefaldende og er medvirkende til tekstningsfagets ringe status i nogles øjne. Så som tekster kan man kun håbe på, at ens bøffer – for alle laver dem – bliver fanget, inden de triller over skærmen, og i øvrigt prøve at sikre sig, at der ikke, mens man broderer på en vanskelig løsning i den ene ende af en tekst, udvikler sig en bøf i den anden.

Et klassisk grundlag for en bøf er det, der kaldes “false friends”, på dansk “falske venner” eller “lumske ligheder”. Det vil sige to ord, der lyder ens, men betyder noget forskelligt på to forskellige sprog, som for eksempel det svenske “rolig”, som ikke betyder “rolig” på dansk, men derimod “sjov”. Det norske “rar”, som ikke betyder “rar”, men “mærkelig”. Eller det engelske “fabric”, som ikke betyder “fabrik”, men “stof”. Og så videre med “warehouse”, “organic”, “ape”, “silicon”, “spectre”, “industry”, “genial”, “thick”, “overbearing”, “eventually” … Falske venner er lumske, fordi oversættelsen lader til at være så indlysende, at man slet ikke når at stoppe op og tænke: “Hvad mener han egentlig med, at vittigheden var utrolig rolig?” eller “Hov, hvor ved han fra, at tøjet er syet på en lækker fabrik?”.

Bøffer kan også opstå, når teksteren støder på talemåder eller metaforer, hvis overførte mening hverken er indlysende eller teksteren bekendt, som for eksempel da “red tape” blev til “rød tape”. Eller hvis der henvises til et varemærke, som teksteren ikke kender, som da “this Innocent smoothie” blev til “denne uskyldige smoothie”. En bøf kan også være en ren tanketorsk, som da en tekster lod en skoledreng tage sit “detektiv-udstyr” med sig om morgenen. Ja, “P.E.” kan godt stå for “private eye”, altså privatdetektiv, men når nu faget idræt i skolen hedder “physical education”, i daglig tale forkortet “P.E.”, så var drengens “P.E. kit” nok nærmere hans gymnastiktøj.

Andet uspiseligt

Forudsætningen for at kunne oversætte noget som helst er naturligvis at forstå, hvad der bliver sagt – og hvad der bliver ment, og de to ting er ikke altid det samme. Teksteren bør kende sit kildesprog og kulturen bag det, men uanset hvor garvet man er, støder man hele tiden på udtryk og begreber, man ikke kender eller kender den danske ækvivalent til. Det må man så komme til. Man slår op i en ordbog eller en fagbog, går på nettet og spørger sig for hos kolleger og eksperter. Man undersøger kort sagt sagen. Måske kan man ikke bruge løsningen direkte, men så kender man dog svaret og kan træffe sine oversættelsesvalg derudfra. Og sommetider tror man bare, man kender svaret, eller man misforstår noget, og får ufrivilligt produceret en bøf eller en anden type fejl. Måske ikke nogen graverende fejl, men dog en fejl.

Og fejl er enhver teksters mareridt. Vi ved, vi begår dem af og til, at de altid bliver opdaget af mindst én vaks (og irriteret) seer, og at én snoldet fejl i de flestes øjne kan diskvalificere en ellers fremragende tekstning – og den samlede branches daglige indsats. Så man gør, hvad man kan for at undgå dem. Men det kræver altså først og fremmest, at man får øje på faldgruberne. Dernæst at man kan finde svarene. Og endelig at man kan omsætte dem til en brugbar form og dermed tilfredsstille både fag- og lægfolk. For af en eller anden grund synes selv de mest banale serier at udspille sig i finansverdenen, i retssale, omkring et pokerbord, på politistationer eller hospitaler, alle med hver deres jargon.

At undgå de uspiselige fejl kræver altså, ud over grundighed i researchfasen, et stort mål af årvågenhed. En kronisk mistænksomhed, der hele tiden får en til at spørge sig selv, om det, man har skrevet, nu også kan passe. Hos Subline sikrer vi os også mod dem gennem vores kontrolkørselsprocedure, der sikrer friske øjne på alle undertekster, før de sendes ud af huset.

Læs meget mere om undertekstning under Ofte stillede spørgsmål.